Jeg befinder mig konstant i et ubehageligt dilemma mellem at kede mig ihjel der hjemme og ikke at kunne tage mig sammen til at gøre noget ved min situation.
Det hjælper ikke meget at jeg har være frygteligt forkølet på det sidste.
Jeg føler mig ikke noget værd - hverken for min nære omverden og heller ikke for samfundet.
Jeg 'plejer' at kunne sige til mig selv - du har en der holder af dig lige meget hvad... En kæreste.
De sidste halve år har jeg bruge på at komme mig over bruddet - i starten var det sværeste af leve uden denne person i mit liv.
Efterfølgende gik min værste sorg i sig selv, takket været bearbejdelse og hjælp fra min terapeut.
Nu er problemet at jeg ikke kan se mig selv som noget som helst.
- ikke en kæreste
- ikke en del af samfundet
- ikke som et rigtig menneske
Jeg havde for et halv år siden i det mindste, ét menneske som jeg kunne identificere mig ud fra og det er væk.
Jeg bruger ikke min tid, sidder igen fast i børger, tv-shows og film.
Formår ikke de mest basale opgaver i min husholdning og føler mig isulleret fra livet, jeg ser alle andre mennsker omkring mig har.
Jeg føler mig ikke egnet til at være menneske og det gør ondt.
Hej Sif. Hvofor kommer du ikke til cafe ODA. Vi er flyttet til en ny lokal. Lige nu det er god stemning og vi arrangerer fællesspisning. Kom forbi, vi kan hjælpe dig
SvarSletMed at den flytning føler jeg mig ikke tryg der lige nu, men når flytningen er ovre kommer jeg igen
Slet