Jeg tror hele verden er min, ligger i mon hule hånd og hvad enten det er en kvinde eller mand, der smiler min vej, må de være ude efter et par kys.
Virkeligheden er desværre anderledes, ikke alle er ude efter at kysse mig, holde i hånd, eller slæbe mig med hjem.
Jeg ville ønske jeg kunne sige det var ok, men min nye 'frihed' er så flagrende og vild at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal opfører mig mere.
At flirte er sjovt, men de seneste 7 år har jeg trukket en usynlig grænse, som ikke længere eksistere.
Nu 'må' jeg alt, kan alt og min hjerne er som en 16'årig skolepige, der ikke aner hvordan man bør opfører sig.
Det er selvfølgelig ikke helt sandt - jeg har lært virkelig meget af de sidste 10 år og de 2 forhold jeg har været i, men det at være single og helt uden grænser - er svært og jeg laver hele tiden fejl.
Min mor fortalte mig engang at;
"Sif, det at gå på gade og se unge menneskers livsglæde - du ved, den livsglæde som stråler ud af mennesker, der føler hele live er i deres hule hånd - det er det smukkeste og mest opmuntrende syn nogen kunne ønske sig"
Jeg ved hvad hun mener - jeg har været der før og jeg er ved at bevæge mig tilbage til det igen.
Hver dag tager jeg små skridt, forbedre mig liv - nogen dage længere skridt end andre og igen andre dage tager jeg små skidt baglæns. Men alt i alt bevæger jeg mig frem og ikke tilbage.
Livsglæde; here I come! Dog burde jeg nok drikke en smule mindre, så jeg ikke overfaldet alt og alle der smiler til mig ;)
Pas på hinanden der ude
/Sif
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Del din mening