I lørdags så jeg vedkommende, bare på en café over en kop kaffe - til at starte med var det hyggeligt, men jo længere jeg sad der - ansigt til ansigt med et menneske jeg havde såret, krøb min sorg ind over mig og jeg begyndte at tude.
Jeg elsker stadig denne person og ved slet ikke ind eller ud - det var jo min beslutning at sige stop... Selvom vi begge har lavet fejl, var det mig der trak sværdet og gav vores forhold - dødsstødet.
Efter cafebesøget sluttede og jeg gik mod min bus, kom tårnene igen - det er så super kikset at sidde i en bus og stortude, især fordi danskere ikke blander sig i fremmedes liv. Så jeg måtte sidde og græde med blikket sænket, for ikke at gøre bussens andre passagerer utilpasse.
Selvom jeg selv er halv dansk og forstår danskeres handlingsmønster i 'mærkelige' situationer (hvilket er undvigelses manøvren), synes jeg ikke det er den rigtige måde at være medmenneske på.
Kl. 00.00 forlod jeg den sammenkomst af mennesker, jeg var i - som om min krop ikke kunne godtage, at jeg allerde havde grædt, brød jeg fuldstændig sammen.
Det kunne lige så godt have været en film;
En enlig kvinde, grædende i regnen - griber sin telefon og ringer til sin søster.
Søsteren byder hende husly, kram og en varm kop the, få proppet kvinden i nattøj og får puttet hende under dynen - alt imens kvinden hjerteskrærnde græder vindere.
Når min krop og følelser laver et så voldsomt stunt, bliver min hukommelse sløret og uvirkelig.
Jeg hopper ud af min krop, kan se mig selv ligge der og være sønderknust. Jeg ved ikke hvordan jeg skal afhjælpe min smerte, hvordan jeg skal holde op med at græde.
Jeg bliver desværre ved med alle mine, 'hvad nu hvis' tanker... Jeg ved de ikke er sunde eller hjælper, men alligevel er de der.
Fra en grædende Sif
Jeg håber meget du har det bedre end jeg.
- Det eneste positive er at jeg bliver ved med at få vasket tøj og jeg glæder mig til at jeg kan begynde at støvsuge mit gulv.
Pas på jer selv der ude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Del din mening